Da jeg var lille, lærte jeg at tale, før jeg lærte at gå – Og det var egentlig ret praktisk. Det gjorde det nemlig lettere at stille alle de spørgsmål, der hele tiden dukkede op i mit hoved. Hvis man spørger min mor, tog jeg ingenting for givet. Jeg havde spørgsmål til alt! Ja, det har jeg faktisk stadig. Nu har spørgsmålene bare ændret karakter.
​
Min nysgerrighed har altid været det, der har drevet mig gennem livet. Den har ført mig gennem avissider, podcasts og de mest tilfældige dokumentarprogrammer. Det var også selvsamme nysgerrighed, der efter gymnasiet førte mig fra hjembyen Hundested til Sydspanien, hvor jeg for første gang stod på egne ben. I de to år jeg brugte i Spanien, lærte jeg ikke kun at navigere i en ny kultur, men også, at det betaler sig at have mod til at springe ud i noget nyt og fremmed.
​
I dag er det også nysgerrigheden, der motiverer mit arbejde på Experimentarium. Et arbejde jeg brænder for. På Experimentarium kan jeg nemlig få lov til at stille spørgsmålene – dem, der måske kan virke åbenlyse for eksperterne, men som kan få børn og voksne til at undre sig på en helt ny måde.
​
Min erfaring med at formidle svært stof på en enkelt og engagerende måde har gjort, at jeg kan tage fat på emner og spørgsmål med et friskt og nysgerrigt blik. Jeg tror nemlig på, at en god journalist ikke kun leverer information, men også vækker undren.
